Bitte verwenden Sie diesen Link, um diese Publikation zu zitieren, oder auf sie als Internetquelle zu verweisen: https://hdl.handle.net/10419/208669 
Autor:innen: 
Erscheinungsjahr: 
1999
Schriftenreihe/Nr.: 
PhD Series No. 2.1999
Verlag: 
Copenhagen Business School (CBS), Frederiksberg
Zusammenfassung (übersetzt): 
Denne Ph.D. afhandling søger af sammenknytte to nationaløkonomiske problemkredse: Økonomisk vækst og økonomisk geografi. Afhandlingens centrale spørgsmål er: Vil økonomisk vækst føre til industriel koncentration eller industriel spredning? Hvordan påvirker en ændring i industriens lokalisering regional og national vækst? Hvilken indflydelse har den stadig tættere integration på økonomisk vækst og industrikoncentration? Afhandlingen består af fem kapitler. Kapitlerne er nært forbundne, men kan læses uafhængigt af hinanden. Kapitel 1 er et introduktionskapitel. Det indeholder en oversigt over litteraturen på området og et resume af de i denne afhandling fremlagte forskningsbidrag. Udgangspunktet for min forskning har været Krugman’s banebrydende artikel “Economic Geography and Increasing Returns” fra 1991. Heri udvikler han en model, der kan forklare, under hvilke omstændigheder, industrier tenderer at koncentrere sig i en land eller en region. Artiklen mangler imidlertid en fulstændig analytisk løsning af modellen, og intuitionen bag dens centrale sammenhænge er uklar. Kapitel 2 tilstræber at råde bod på disse svagheder. Kapitlet indeholder dels en rigoristisk analytisk løsning, dels en simpel grafisk illustration af Krugman’s model. Det påpeges, at der er en nær analogi mellem Krugman’s model og neoklassisk udenrigshandelsteori baseret på antagelsen om heterogene agenter. I kapitel 3 vises, at Krugman’s model har en unik kortsigtet ligevægt, men multiple langsigtede ligevægte. Afhængig af industriens initiale fordeling vil en relativt mindre industrialiseret økonomi enten af-industrialiseres eller konvergere mod samme udviklingstrin som den mere industrialiserede økonomi. Den mulige eksistens af en “fattigdomsfælde”, hvoraf en økonomi ikke kan udvikle sig ved egen kraft, giver en teoretisk begrundelse for, at aftaler om fri bevægelse for varer og kapital (eksempelvis inden for EU) kædes sammen med aftaler om strukturstøtte til de mindre industrialiserede regioner. I kapitel 4 integreres økonomisk geografi og neoklassisk vækstteori i en model, der simultant forklarer økonomisk vækst og industriens fordeling. Det påvises, at der er to regimer: Et neoklassisk “catching-up” regime, hvor økonomierne gradvis konvergerer, og et fattigdomsregime”, hvor forskellen i økonomisk udvikling udvides. Det påvises, at afvikling af handelsbarrierer kan eliminere fattigdomsfælden, således at mere tilbagestående lande med tiden vil tilnærme sig de mere udviklede økonomier. Kapitel 5 er en empirisk test af den model, der udvikles i kapitel 4, mod data for USA og Japan. Testen viser, at modellen ikke kan afvises for så vidt angår perioden efter Bretton Woods fast-kurs systemets sammenbrud i 1972. Under Bretton Woods systemet synes de to økonomer at have udviklet sig uafhængigt af hinanden, hvorfor modellen må afvises for denne periode.
Persistent Identifier der Erstveröffentlichung: 
ISBN: 
8759380985
Creative-Commons-Lizenz: 
cc-by-nc-nd Logo
Dokumentart: 
Doctoral Thesis

Datei(en):
Datei
Größe





Publikationen in EconStor sind urheberrechtlich geschützt.