Please use this identifier to cite or link to this item: https://hdl.handle.net/10419/208949 
Year of Publication: 
2015
Series/Report no.: 
PhD Series No. 32.2015
Publisher: 
Copenhagen Business School (CBS), Frederiksberg
Abstract: 
Det er i dag en udbredt opfattelse, at byer deltager som selvstændige aktører i den internationale konkurrence. Siden 1990’erne har en række byer gennemført politiske projekter for at styrke deres regionale, nationale og internationale konkurrenceposition. Store byudviklingsprojekter er blevet et ofte benyttet element i dette arbejde. Denne PhD-afhandling handler om politisk lederskab af to store kommunale, byudviklingsprojekter i Aarhus og Malmø. Afhandlingen analyserer sammenhængen mellem byregimer, politisk lederskab og gennemførelsen af politiske beslutningsprocesser. Byregimer defineres i denne afhandling som en varig konstellation af (halv)autonome aktører, som understøtter og implementerer en fælles politisk dagsorden for byen. Afhandlingen udvikler en matrix, som viser typer og tilstande af byregimer. Afhandlingen viser, at der fandtes to forskellige typer af byregimer i de to byer. Byregimerne forandredes over tid, men typen af regime forblev den samme igennem hele den undersøgte periode i hver by. Afhandlingen viser endvidere, at borgmestrenes styringsevne i de konkrete politiske beslutningsprocesser afhang af disse byregimer, og at tilstanden af byregimerne havde indflydelse på forløbet af de politiske beslutningsprocesser. Derfor kunne de to byudviklingsprojekter, som analyseres i denne afhandling, ikke udvikles på den samme måde i de to byer. Afhandlingens ene teoretiske bidrag er at vise, at borgmestres udøvelse af politisk lederskab påvirkes af den måde, hvorpå aktørernes indbyrdes relationer organiseres, dvs. af byregimet. Dette forhold har hidtil været underbelyst i den europæiske litteratur om lokalt politisk lederskab. Afhandlingens andet teoretiske bidrag er at vise, hvordan det amerikanske urban regime begreb kan lægges til grund for en analyse af forandring af regimer, og hvordan dette kan kobles til en analyse af udøvelsen af lokalt politisk lederskab. Afhandlingen rekonstruerer den politiske beslutningsproces i de to byudviklingsprojekter gennem den historiske metode. Beskrivelsen af de politiske beslutningsprocesser er skabt på baggrund af aktørernes egne udsagn. Afhandlingen påstår ikke, at disse to historier er objektivt sande, men blot at det er den måde, hvorpå de politiske aktører i de to byer selv opfatter processerne. Afhandlingen er ikke en evaluering af de to kommuners arbejde med byudviklingsprojekter; bl.a. er kvaliteten af de to projekter ikke vurderet. Afhandlingen er heller ikke en vurdering af forskellige borgmestres succes i deres embede. Afhandlingen er skrevet som en erhvervs-PhD-afhandling, der er finansieret af Realdania By. Ansvaret for fortolkningerne og konklusionerne i denne afhandling er alene mit.
Persistent Identifier of the first edition: 
ISBN: 
9788793339477
Creative Commons License: 
cc-by-nc-nd Logo
Document Type: 
Doctoral Thesis

Files in This Item:
File
Size





Items in EconStor are protected by copyright, with all rights reserved, unless otherwise indicated.